Man får ingen musikalske åbenbaringer af at se 73-årige Jerry Lee Lewis live, men rock’n’roll-ånden fra dengang er - alderen til trods - stort set intakt.
Det har aldrig været nemt at være Jerry Lee Lewis.”The Killer” har gennemlevet et hav af skilsmisser og mange sørgelige dødsfald inden for familiens rækker i sine 73 leveår, og da han i 1950’erne populariserede den sorte mands musik side om side med Elvis, Cochran og Perkins, blev han hurtigt moralisternes største syndebuk; hans tekster var endnu ”værre” end Elvis’ og de andres!
Alle kender ’Great Balls of Fire’ og ’Whole Lotta Shakin’ Goin’ On’, som Jerry helt fortjent hittede stort med. ”Våbnet” var (og er) flygelet, og den vilde boogie-woogie-stil, som Lewis bragede igennem med til det brede publikum, havde han hentet hos idolerne Fats Waller og Cecil Gant.
I dag er Dræberen fra Louisiana den sidste tilbageværende af de legendariske Sun Records-musikere, og med den revival, han har nydt siden det to år gamle stjernespækkede ”comeback”-album, ’Last Man Standing’, synes han bestemt ikke træt af karrieren.
Således er det da også anden gang siden dét album, at Jerry Lee Lewis besøger Danmark.
Forrige gang var i et fyldt Forum i februar i fjor, og dén koncert blev delvist spoleret af elendige lydforhold og et anarkistisk publikum, der konstant rejste sig fra siddepladserne og spænede mod scenen for at komme helt tæt på idolet – i et omfang, så hovedpersonen tydeligvis blev irriteret og sur.
Scroll ned for at læse videre
Dræbende (kedelig) intro
Anarkister var der også et par stykker af i Falconer Salen søndag, men sikkerhedsvagter fik efterhånden de fotograferende manikere tilbage på plads, og Jerry Lee virkede nærmest saligt lykkelig denne aften, hvor han flere gange tog sig tid til at smile ned mod publikum.
Og det er smil skal man nyde, mens man kan, for Jerry Lee Lewis er mildt sagt ikke helt ny længere, og under sine koncerter, er han kun på scenen i godt en halv time ad gangen. Så især første halvdel af den 60 minutter lange koncert i Falconer var hård at sidde igennem.
Bevares, backingbandet spillede da fint, men standarder som ’Kansas City’ og ’The Fireman’ kan man altså gå på pub og høre i lige så overbevisende versioner.
Datteren Phoebe Lewis havde da heller ikke behøvet synge sig igennem ’Oh, Lonesome Me’ og ’Money’; hun gør sig utvivlsomt bedre som manager for farmand en som del af hans show.
Generationer mødtes
Men da Jerry så endelig luskede om bag flygelet, ja, så blev der ryddet op i sagerne med ’Move on Down the Line’, fornøjelige ’Drinkin' Wine Spodee-O-Dee’ og senere Hank Williams-klassikeren ’You Win Again’.
Lydforholdene var mere end optimale; væk var den skramlede lyd fra Oasis-koncerten samme sted for en uge siden, og at det stadig ikke var til at forstå, hvad Lewis sagde mellem sangene, var i hvert fald ikke højtalernes skyld. Desuden er musikken i sidste ende det vigtige.
Og en koncert med Jerry Lee Lewis er et godt udgangspunkt, hvis man vil rundt i musikhistorien. Foruden ovennævnte klassikere fik vi ’Shake, Rattle and Roll’, når nu Elvis ikke længere er her til at synge den, mens også antikke bluesstandarder som ’Trouble in Mind’ og ’Mexicali Rose’ havde også fundet vej til sætlisten.
Generationerne mødtes på tilskuerrækkerne, hvor en dame i rullestol – der formentlig var ti år ældre end Lewis selv – rockede med på ’Great Balls of Fire’ ved ægtemanden ved sin side.
Til slut efter ’Whole Lotta Shakin’ Goin’ On’ rejste ”The Killer” sig og skubbede klavertaburetten væk med et bagudrettet spark og et smil…
Dén gestus og den rockende rullestol foran betød, at man atter følte sig sikker på at rock’n’roll unægtelig lever i bedste velgående. Så en ekstra stjerne til Lee Lewis for det!
