Når en mand har sin daglige gang i bands som The Allman Brothers Band og Gov’t Mule vil forventningerne naturligt være i et skylag, som selv avancerede stjernekikkerter vil have svært ved at nå, når dén mand udgiver et soloalbum.
Og da især når omtalte mand er guitaristen Warren Haynes – en mand, som har det med at spille en spade så sølet i soul og reel råstyrke som få. Hvis man imidlertid lige skruer førnævnte forventninger en anelse ned, kan man sagtens få en fin oplevelse ud af ”Man In Motion”.
Men vær så advaret: 51-årige Warrens første elektriske soloalbum i 18 år sidder der hverken ved første, anden eller tredje indspilning. Men når man har hørt den en fem-seks gange, begynder Haynes’ duvende dovne soulblues at krybe under huden, og det begynder sagte at gå op for én, at man da vist har fat i noget nær det perfekte soundtrack til de lange lune sommeraftener på altanen med en velvoksen whisky ved den ene hånd, et velproportioneret eksemplar af det modsatte køn ved de anden, mens det dovne blik søger mod solnedgangen i håbet om bedre tider.
Sang for sang er numrene ikke imponerende iørefaldende – ligesom et par stykker bliver decideret ødelagt af saxofonisten Ron Halloway. Til gengæld er det – så længe den sax holder kæft – hele vidunderligt organisk og uniformt velspillet – Haynes og holdet slentrer så at sige gennem hele albummet, men de gør det med en sublim timing og en forståelse for den tidløse blues- og soulånd, de spiller i.
Skulle der stadig være nogle derude, som er af den anakronistiske opfattelse, at musik helst skal spilles af levende musikere, er ”Man In Motion” afgjort værd at tage med.
