Kunstner: Hell
Titel: Human Remains
Udgiver: Nuclear Blast/Warner

Det hér album har været ude i nogle måneder, men jeg har langt om længe bestemt mig for, at Hells debut er for god til at lade slippe væk.

Og hvem i h…… (sorry!) er Hell? Well, de er et britisk Heavy Metal band, som i 80’erne var en del af den samme bølge, som gav os bands som Iron Maiden, Saxon og Diamond Head. Modsat de nævnte og på trods af en kultisk dedikeret fanbase kunne Hell imidlertid hverken få et pladeselskab eller et ordentligt management. Til sidst blev det for meget for bandets oprindelige sanger og guitarist Dave Halliday, som tragisk tog sit eget liv i 1987. Resten af bandet tog konsekvensen og stoppede i musikbranchen.

Indtil mesterproducer og guitarist Andy Sneap 24 år senere overtalte de overlevende medlemmer til at gå i studiet igen og langt om længe få indspillet det album, der burde have været udsendt dengang.

Og lad det være sagt med det samme: denne rundtur i Helvede er klassisk Heavy Metal a’la 80’erne med semi-sataniske tekster, hvinende leadguitarer, tostemmige harmonier og riffs nok til at holde andre bands kørende en hel karriere.

Sjovt nok minder Hell ikke så meget om deres samtidige i britisk metal, som de rent faktisk minder om de banebrydende danskere i Mercyful Fate. Havde King Diamond sunget på ”Human Remains”, kunne den sagtens have været solgt som et nyt Mercyful Fate album – tro mig.

Ikke mindst fans af King og Mercyful kan således roligt stå på hér.

Når Hell giver den alt, hvad den kan trække (og det gør de stort set hele tiden), former ”Human Remains” sig nærmest som et blåtryk for, hvordan man spiller sådan noget hér. Samtlige numre er – trods de talrige stemnings- og rytmeskift – på én gang stramt og tvangfrit turnerede, og spillet er uniformt glimrende. Når Hell er bedst, er de fremragende. Som på den godt ti minutter lange stemningsladede midtempo-rocker ”The Devil’s Deadly Weapon”, som er intet mindre end en mesterlig metalsymfoni. Eller headbanger-herligheden ”The Quest”, som Judas Priest ville være stolte af at kalde deres egen.

Havde hele albummet været så fængende som de to ovennævnte, havde de bandet scoret en højere karakter. Nogle flere huskeværdige melodier var dog at ønske, ligesom jeg ind imellem har lidt svært ved at kapere sanger David Bowers mere hysteriske øjeblikke.

Men Hell spiller som nævnt fremragende, og der er rigtig meget god musik at gå på opdagelse i hér. Hermed en opfordring til at gøre netop dét.

Hell headliner desuden næste års undergrundsfestival "Metal Magic", der finder sted i Ungdommens Hus i Fredericia. Arrangementet løber af stablen den 12. til 14. juli, 2012.