Oasis spillede op til den formentlig største fest på dette års Roskilde Festival – og hvem havde nu troet det!
Undskyld mig, men jeg er LAMSLÅET!Det er adskillige år siden, jeg sidst har oplevet Oasis live, og de anmeldelser, mine ærede kolleger har smidt efter dem i den tid, bekræftede mig sådan set bare i, at jeg havde omtrent så meget behov for en tandrensning med en løbsk rystepudser, som jeg havde for at komme til endnu en Oasis koncert.
De kan meget vel have haft ret, mange af gangene. Men da kritikpunkterne for et års tid siden begyndte at lyde på, at Oasis ”bare” var ”fadølsrock” begyndte jeg faktisk at blive lidt interesseret igen. Fordi ordene ”fadøl” og ”rock” i min bog sgu’ da aldrig nogensinde kan signalere andet end noget positivt.
Ja, livsbekræftende ligefrem. Til overmål!
Men dét, Oasis serverede for os humle-hyldere på Roskilde Festival fredag aften havde jeg da aldrig – som i ALDRIG – turdet håbe på.
”Don’t put your life in the hand of a rock’n’roll band,” hedder det ganske vist i slagnummeret ”Don’t Look Back In Anger”, men fredag aften lagde jeg gerne mit liv, min fremtid og min kredit på De Sagesløses Bar i hænderne på Oasis. Det skikker sig nemlig sådan, at Oasis – når det tager dem – er et intet mindre end fremragende rock’n’roll band. Dér i det klassiske krydsfelt mellem Kinks, Rolling Stones og – okay da - The Beatles.
Femdobbelt fuck-you fanfare
Det er så alt for sjældent det tager Oasis, men fredag aften tog det dem. I dén grad.
Alene dét at kunne åbne en koncert med en femdobbelt fuck-you fanfare som ”Rock & Roll Star”, ”Lyla”, ”Shock Of The Lightning’”, ”Cigarettes And Alcohol” og ”Roll With It” og have fjorten mere tilbage i arsenalet af samme kaliber siger mere end kaskader af kæften op om, hvilket materiale dette band har med sig.
Og hvad det i øvrigt kan udvikle sig til, når de altså gider at spille igennem. Det gad de i Roskilde.
Med de sange og et ualmindeligt veloplagt band på banen, tror jo således en vis Herre med residens et sted endnu varmere end Roskilde lørdag aften, at Oasis spillede op til – formentlig – dén største fest, vi kommer til at opleve på festivalen i går.
De 40-50.000 tilskuere foran Orange Scene stillede tandemalje til skue, som var de kollektivt hyret til en Colgate-reklame, og selv den – stadigvæk – ualmindligt arrogante Liam Gallagher kunne ikke nære sig for ligefrem at gå planken ud og sige ”tak” mellem numre som ”Morning Glory”, ”Wonderwall” og ”Supersonic”.
”Det er jo ta-mig-fa’en næsten lige så fedt som The Who for et par år siden,” som en nydelig norsk jente ved min side påpegede.
Hun havde sågar ret, og større ros kan et band, der er mere britisk end fish’n’slatten’chips og Manchester City vel næppe få.
Et festfyrværkeri, en fest, en fællessang og én det-var-lige-godt-fandens fornøjelse af en koncert.
Fænomenalt, Oasis! Intet mindre…
