Joan Baez forsøgte at underholde Falconer salen med gumpetunge anekdoter og fortolkninger af kollegaernes sange, men det kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden skønsangerinde, der stod på scenen.
For snart 50 år siden debuterede Joan Baez – få år før Bob Dylan.Det var den unge Joan, der tog den jævnaldrende knægt under sine vinger (og lidt til), mens han var på vej frem. Men da rebelske Bob rev sig løs, og gik videre fra folk til rock over gospel og blues, blev Baez inden for folk’en, og dér er hun stadig.
Hun har indspillet et utal plader siden debuten i 1960, men fælles for dem alle har været, at numrene sjældent har været skrevet af hende selv.
I stedet er Baez blevet kendt som fortolker af kollegaernes sange og især traditionelle folkehymner – et emne hun sågar selv synger om i ’A Heartfelt Line or Two’ – og derfor overraskede det heller ikke, at 19 ud af de 21 numre denne aften på Frederiksberg netop var fortolkninger.
Hæmsko og ørkenvandring
Og hvis så den aldrende sangerinde bare havde noget nyt liv at puste i de mange (mere eller mindre fortærskede) sange… Men nej, det var ikke indtrykket efter syv kvarter i selskab med den sympatiske sølvgråhårede kvinde.
For det første havde hun – foruden sin smukke englerøst – medbragt et gumpetungt band bestående af strengekvilibristerne John Doyle og Dirk Powell (på violin, banjo, mandolin, bouzouki og guitarer), kontrabassisten Todd Phillips og Baez’ egen søn Gabriel på slagtøj, som fra start tog så forsigtigt om sangene, at det hurtigt blev en hæmsko.
For det andet punkterede hovedpersonen selv koncerten med den ene halvironiske og langtrukne anekdote efter den anden. De aftog dog som koncerten skred frem, og efter en halv times ørkenvandring glimrede endelig Dylans ’Farewell, Angelina’.
Det samme gjorde Woody Guthries ’Plane Wreck at Los Gatos (Deportee)’ og fighterhyldesten ‘Joe Hill’, der modtog aftenens største bifald.
Blævrende The Band
Men ellers var der virkelig langt mellem snapsene.
Udgave nummer én million af Leonards Cohens ’Suzanne’ faldt til jorden sammen med ditto af Dylans ’Blowin’ in the Wind’.
Steve Earles ’Jerusalem’ (som han selv luftede i Amager Bio for to uger siden) var ligeså uengagerende, og den blævrende, uswingende version af The Bands ’The Night They Drove Old Dixie Down’ ville stensikkert have fået Levon Helm til at krumme tæer.
Hvis han da havde været til stede.
Skuffende
Ironisk nok var aftenens bedste Baez’ egne ’Love Song to a Stranger’ og ’Diamonds & Rust’, hvori man for alvor fornemmede sangerinden synge med overbevisning, varme og hjerte frem for hæmmet slagkraft som i aftenens andre politiske paroleviser.
Pointen med protestsange må være, at de skal synges med raspende arrigskab eller i det mindste en form for intensitet. Joan Baez’ koncert var det modsatte: åh, så fin easy-listening til kakkelbordet.
Ufarlig, semisøvndyssende og skuffende seance med det musikalske og politiske ikon, der måske burde overveje at gå efter den amerikanske præsidentpost i stedet for at bruge sin tid på upersonlige efterabninger af forbillederne.
