Den amerikanske mesterinstruktør Francis Ford Coppola er - ud over at have vundet hele fem Oscar-statuetter for berømte film som f.eks. "Godfather" og "Dommedag nu" - også en driftig vinproducent. Og står det til ham, kommer næste ”scene” til at foregå i en amerikansk retssal.

Coppola har nemlig besluttet at trække emballagefirmaet Vinocor i retten, fordi han mener, at defekte flasker og skruelåg er skyld i, at næsten alle 55.000 flasker af hans Encyclopedia-vinserie er ødelagt og lige til at hælde ud.

Vinocor var bestilt til at levere specialfremstillede flasker og skruelåg til seriens 2008-årgang.

Emballage viste sig imidlertid at være utæt. Derfor er der kommet luft til vinen, som dermed er oxyderet til udrikkelighed.

Ford Coppola hævder, at han ved flere lejligheder advarede om, at der kunne være problemer med emballagen, og to medarbejdere hos Vinocor beskyldes ifølge det internetbaserede vinmagasin decanter.com for at have udvist ”hensynløs og grov uagtsomhed”. De er derfor blevet afskediget.

Med Encyclopedia-serien har det været Francis Ford Coppola hensigt på en populær måde at fortælle forbrugerne, hvordan geografi, historie, mad og religion gennem tiderne har haft indflydelse på vinkulturen.

Francis Ford Coppola Winery omfatter vingårdene Rubicon Estate Winery i Napa Valley og Geyserville I Sonoma Valley - de to mest kendte vinområder I solskinsstaten Californien.