Varme - og især godt med solskinstimer i august og september - har gjort vinavlere over hele landet ovenud glade.

Sukkerindholdet i de netop høstede druer er højt, og det indikerer et højt alkoholindhold - de kølige danske vækstbetingelser taget i betragtning.

Således konstaterer Søren Bech, der ejer Dansk Vincenter i Avedøre vest for København:

- Vi har høstet rondo (en af de mest benyttede danske rødvinsdruer, red.),  der ligger med et sukkerindhold, som i gennemsnit giver et alkoholpotentiale på ca. 11,5 til 12,0 pct. Rent sukkermæssigt - og også modenhedsmæssigt - er det om ikke den bedste, så i hvert fald en af de bedste årgange, der er høstet på VinCenteret i vores 10-årige historie.

- Mængden er til gengæld ikke så voldsom, så Nordlund 2009 (vingårdens topvin, red.) vil helt sikkert blive en meget begrænset ressource, fastslår Søren Bech.