En række voldelige gaderøverier på Nørrebro og i indre København kan være begået af de samme gerningsmænd, vurderer politiet.

Røverierne er især begået i området ved Nørreport Station og H.C. Ørstedsparken natten til lørdag, og ved flere af overfaldene har gerningsmændene benyttet våben.

- De har brugt knive og flasker, og nu er vi ved at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem røverierne, siger Gunnar Nørgager fra Københavns Politis centrale efterforskningsenhed.

Undersøgelserne sker ved, at politiet sammenholder vidneudsagn, signalementer og fremgangsmåder, og allerede nu regner politiet med, at røverierne i indre by er relaterede.

- Det handler blandt andet om de ting, der er blevet sagt under røverierne, siger Gunnar Nørager til bt.dk.