I 26 år har Seth Sethsen siddet indespærret for mordet på taxa-chaufføren Kurt Gaarn-Lassen, som han begik i oktober 1985. Nu er han træt. Træt af at sidde i fængsel, og træt af at – med egne ord – at blive ydmyget af Kriminalforsorgen.

Tidligere i dag forsøgte han derfor, sammen med sin forsvar, Bjarne Fabech-Larsen, at overbevise Retten i Glostrup om, at han skulle løslades. Anklagemyndigheden krævede derimod, at Sethsen lod sig underkaste endnu en psykiatrisk undersøgelse. Noget den morddømte nægter.

- Jeg har gjort det, jeg skulle. Jeg har talt med psykologer syv gange. Men Kriminalforsorgen lytter ikke, de tolker selv, det de vil, sagde Seth Sethsen, der virkede ophidset flere gange under retsmødet. Ikke mindst når det var anklagemyndigheden, i form af Kriminalforsorgen, der talte.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

- Der er ingen psykiatere, der har talt om farlighed i 20 år. Det er alene kriminalforsorgen, der gør det. Hvorfor skal jeg så deltage i flere undersøgelser. I har flere lig i lasten, end rockerne har tilsammen, tordnede han, mens dommer Anne-Marie Boysen forsøgte at tale ham til ro.

I sin begrundelse for løsladelse af sin klient gjorde forsvar, Bjarne Fabech-Larsen, flere gange opmærksom på, at der var lavet flere observationer af Seth Sethsen, der pegede på, at Sethsen er en ”høflig” person, der ”passer sig selv”. Lidt af en ”enspænder”.

- Seth Sethsen er jo ikke farlig, det er tydeligt. At han ikke tror på systemet, det er noget andet. Men det kan vel ikke undre efter så mange år i fængsel. Men det er altså ikke det sammen, som at han er farlig, lød det fra forsvareren.

Selv drømme Sethsen om et liv i stilhed i et lille hus i Midtjylland. Men først skal retten overbevises om, at han overhovedet skal prøveløslades.

- Jeg er ikke nogen Palle Sørensen (4-dobbelt politimorder, der nåede at sidde 33 år i fængsel, inden han blev benådet i 1998, red.), jeg er bare mig.

Der blev ikke afsagt kendelse i sagen ved dagens retsmøde. Kendelsen afsiges om en uge.