Justitsministeriet besluttede i dag at undersøge sagen om Frederikssund Politi, hvor der skete en stor ophobning af ubehandlede straffesager.

Den nordsjællandske politikreds kom i alvorlige problemer, fordi den ikke fik tilstrækkelige ressourcer i den juridiske afdeling. Sager, som ellers var færdigefterforsket, blev ikke bragt for retten. Og andre sager blev forældede.

Den ekstraordinære situation skyldes, at politikredsen fik til opgave at håndtere store sager om selskabstømning og skattesvig oven i de almindelige sager.

I 1998 var situationen kaotisk. Der var 688 ubehandlede sager. For at få ryddet op sluttede anklagerne et meget stort antal sager. Mange af dem var gamle. Manøvren bevirkede, at der ved udgangen af 2001 kun var 39 ubehandlede sager.

Nogle sager var undervejs faldet for aldersgrænsen. Det skete for eksempel i sagen om en ung piges dødsfald i en bilulykke. Føreren havde ellers tilstået uagtsomt manddrab og andre lovovertrædelser, men sagen sygnede hen hos anklagerne.

/ritzau/