Eu-parlamentarikeren Jens Rohde måtte 8. april i år, springe for livet, da han blev forsøgt kørt ned af en 19-årig mand, der kørte direkte mod Rohde med 40 km/t. på Friggsvej i Viborg.

Jens Rohde skal møde i retten 29. november i byretten i hjembyen Viborg. Her skal han vidne mod en 19-årig mand, der forsøgte med forsæt at meje EU-parlamentarikeren ned ud for hans bopæl.

Jens Rohde fortæller selv, at han anmeldte manden til politiet, efter den uhyggelige oplevelse.

- Jeg valgte at fortælle politiet, hvad der skete tilbage i april, og på den baggrund valgte det at anlægge en sag, siger Jens Rohde til bt.dk. og fortæller, at han er overrasket over, at historien er ude i pressen.

- Det er faktisk vigtigt for mig, at det bliver i retten, for jeg vil ikke være med til at puste til en sag. Jeg vil ikke sidde i retten og anklages for at puste til en sag af en forsvarer. Det har jeg ingen interesse i, siger Jens Rohde, der har givet sig selv mundkurv på i sagen.

Ifølge anklageskriftet i sagen risikerer den 19-årige mand at miste sit kørekort og skulle en tur i fængsel.