Retten i Aarhus fængsler en mand, der er sigtet for et bankrøveri. Endnu en gerningsmand er på fri fod.

Østjyllands Politi leder fortsat efter en person i forbindelse med et bankrøveri, der blev begået fredag mod Sparekassen Kronjylland i Vestergade i Aarhus.

Men søndag blev den første af de formodede gerningsmænd bag røveriet sendt bag tremmer, oplyser politiet.

Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her bestemte dommeren, at manden foreløbig skal sidde i fængsel frem til den 15. juli.

Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvordan den fængslede stiller sig i forhold til sigtelsen, eller om han valgte at kære byrettens kendelse til landsretten.

Af hensyn til politiets efterforskning af sagen foregik søndagens grundlovsforhør bag lukkede døre. Politiet ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen.

Røveriet fandt sted fredag morgen kort før klokken ni i Sparekassen Kronjylland i Vestergade i det centrale Aarhus. To mænd knuste en rude til banken og stjal et antal bankkassetter med kontanter.

Efter røveriet forsvandt røverne fra stedet i en sort Audi, som vidner efterfølgende så på motorvejen E45 i sydgående retning.

/ritzau/