En mand, der i dag skød et ægtepar i Poulstrup syd for Hjørring, blev i eftermiddag anholdt under en større politiaktion.

Politiet omringede gerningsmandens landejendom og efter at have affyret tåregas, stormede de boligen og fik manden pågrebet. Han blev anholdt uden kamp, oplyser kriminalpolitiet i Hjørring.

Manden havde tidligere på dagen beskudt en 51-årig kvinde og en 40-årig mand - ved sin landejendom.

Manden var taget op til landejendommen, fordi hans 51-årige hustru ikke var kommet tilbage fra et besøg i formiddag hos den anholdte. Men ægtemanden blev beskudt, da han nærmede sig stedet. Ægteparret bor tæt på den anholdtes landejendom.

Mens han blev kørt på Hjørring Sygehus, fandt politiet den 51-årige kvinde liggende bevidstløs på gårdspladsen ved ejendommen. Hun var ilde tilredt af skud i baghovedet.

/ritzau/