Avis skriver, at Bagmandspolitiet går efter rekordlang straf til Stein Bagger, der sigtes for bedrageri og dokumentfalsk for cirka 900 millioner kroner.

Bagmandspolitiet vil forsøge at sprænge loftet, når det gælder straffen til den tidligere direktør i IT Factory Stein Bagger. Dagbladet B.T. oplyser, at anklagemyndigheden har besluttet at bruge en særlig paragraf om forhøjelse af straffen i den kommende retssag.

Den maksimale straf for de forbrydelser, som Stein Bagger har erkendt, er otte års fængsel, men Bagmandspolitiet vil altså henvise til en paragraf, som giver mulighed for at lægge 50 procent oveni - hvilket teoretisk åbner for en straf på 12 års fængsel.

Overfor B.T. vil hverken anklageren i sagen, Per Justesen, eller forsvareren, advokat Lars Kjeldsen, dog kommentere spørgsmålet. Den såkaldte retsmødebegæring er nemlig endnu ikke sendt til retten.

Den hidtil hårdeste straf for økonomisk kriminalitet er på syv år og er givet i sager om skyldnersvig i forbindelse med selskabstømning, hvor beløbet var op mod 300 millioner kroner. I sagen med Bagger er det dog endnu højere tal, det drejer sig om, idet hans bedrageri og dokumentfalsk har handlet om op mod 900 millioner kroner.

Tilståelsessagen skal behandles af Retten i Lyngby den 10., 11. og 12. juni.



/ritzau/