Det bliver svært at afgrænse, hvad der er kriminelle bander, og hvornår de skal aflyttes, mener ekspert i strafferet.

Forslaget fra den konservative partileder Lene Espersen om at gøre det lettere at aflytte kriminelle bander bliver mødt med skepsis. Det er svært at gennemskue, hvad der skal udvides, og hvordan det skal ske, siger professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet.

Der er i dag særlige bestemmelser i lovgivningen om rockerborge og hashklubber, og her er det lykkedes at definere begreberne nogen lunde præcist, fordi rockerne bærer rygmærker. Også forbrydelser mod statens sikkerhed er defineret i straffeloven, selv om begreberne ikke altid er knivskarpe.

I sager om bandekriminalitet bliver det imidlertid særdeles svært at trække grænsen på en fornuftig måde, fordi bander ikke er et begreb, der kendes i loven, vurderer Jørn Vestergaard.

- Man kunne selvfølgelig lovgive om, at nogle bestemte typer af kriminalitet skal være omfattet. Men det bliver en temmelig vilkårlig grænsedragning. De grupper, der nu er i søgelyset, har sikkert et temmelig varieret kriminalitetsmønster. Og en bande kan jo være så mange ting. Spørgsmålet bliver, hvordan begrebet skal fastlægges, så man ikke får en meget vidtgående udvidelse af adgangen til aflytning. Man kan jo ikke skrive AK81 eller Bloodz ind i retsplejeloven, siger Jørn Vestergaard.

/ritzau/