Et møde mellem Socialdemokraterne og de lokale fagforeninger i Vordingborg var det sidste, som Vordingborgs 2. viceborgmester, Martin Leider Olsen (S), deltog i inden sin forsvinden. Politiet fortæller nu, at han måtte forlade dette møde allerede efter cirka 30 minutter, efter at have modtaget et telefonopkald.

Ingen af de fremmødte på mødet kan over for bt.dk bidrage med yderligere oplysninger om, hvem der ringede til 2. viceborgmesteren eller hvad opkaldet drejede sig om. Derfor er politiet nu i gang med at undersøge hans mobildata for at finde ud af, om opkaldet kan have haft nogen forbindelse til Martin Leider Olsens forsvinden.

- Vi ved, at han taler i telefon med en ukendt person, hvorefter han bliver nødt til at forlade mødet. Hvorvidt det overhovedet har haft nogen betydning for hans efterfølgende handlinger ved vi ikke, men det er noget vi er i gang med at følge op på, siger Helle Kristoffersen fra lokalpolitiet i Vordingborg.

Hun oplyser, at et enkelt vidne har set Martin Leider Olsen i Vordingborg midtby imellem klokken 16 og 17. Hvad han har foretaget sig der, og om det har haft nogen forbindelse til telefonopkaldet, ved politiet ikke på nuværende tidspunkt.

- Det eneste vi herefter ved er, at han ikke dukker op til et planlagt møde om aftenen. Ud på natten finder vi så hans bil efterladt tæt på Storstrømsbroen, og derfor er vores frygt stadig, at han har kastet sig ud fra broen, siger Helle Kristoffersen til bt.dk.

Hun oplyser, at politiet stadig gerne tager i mod henvendelser fra vidner, der skulle have set Martin Leider Olsen i timerne op til sin forsvinden mandag den 17. februar.