Det var et rent tilfælde, da en borger i maj bemærkede en mistænkelig bil i et sommerhusområde ved Vemb i det vestjyske.

Vedkommende tog fat i ordensmagten, der sendte en patrulje ud for at opsøge bilisten. 

Og så skulle det ellers vise sig, at den vakse borger havde ret i sin vurdering af bilen.

Det skriver TV Midtvest

Politiet kørte nemlig ud til den mistænkelige bil, og her blev man mødt af en kvinde, der førte politiet med ind i et sommerhus for at finde identifikation.

Det fandt hun frem, men undervejs undrede politibetjentene sig over måden, hvorpå parret boede, og hvor mange forskellige ting de havde i boligen.

Da den ene af betjentene fortalte en kollega om observationen, mente vedkommende, at der kunne være tale om tyvekoster fra en række indbrud i området.

Derfor gav politiet kvindens sommerhus et nyt besøg, ligesom man også kiggede forbi en anden adresse, hvor hun var tilknyttet.

Og på sidstnævnte adresse fandt ordensmagten så et depotrum, der var fyldt med tyvekoster, der stammede fra syv indbrud i sommerhuse.

Blandt tyvekosterne var der ifølge TV Midtvest to haglgevær, fire jagtvåben, to rifler og en masse ammunition.

Kvinden og hendes kæreste blev derfor dømt ved Retten i Holstebro.

Manden blev idømt tre års fængsel, mens kvinden slap billigere med i alt ét års fængsel, fordi hun ikke havde noget med de mange våben at gøre.