Politiet har indledt en intens jagt på en eneboer i sagen om dobbeltdrabet i Odense. Ifølge hjemløse-ekspert er det dog meget lidt sandsynligt, at gerningsmanden er en eneboer.

Politiet har indtil videre haft to eneboere indkaldt til afhøring i forbindelse med det brutale drab onsdag aften, hvor ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen blev dræbt med adskillige skud fra en maskinpistol, da de gik tur i Tusindsårsskoven.

Begge afhørte er dog blevet løsladt igen, men politiet leder stadig efter en eneboer. Flere har nemlig set en eneboer-lignende type i 40'erne med langt, mørkt hår luske rundt i buskadset omkring gerningsstedet onsdag aften.

Ifølge hjemløse-ekspert Peter Brandt er det dog en meget usandsynlig teori, at morderen er eneboer.

- Det lyder fuldstændig utænkeligt, siger Peter Brandt, der er speciallæge i psykiatri og formand for hjemløse-projektet ”Projekt Udenfor”.

En eneboer er en person, der lever alene – enten i naturen eller i et hus. Kendetegnende er dog, at vedkommende isolerer sig fra samfundet og er ekstremt menneskesky.

- De er meget mere bange for andre mennesker og fredelige, end de er aggressive. Og jeg har aldrig oplevet en eneboer med en maskinpistol i løbet af de 22 år, jeg har beskæftiget mig med dem, siger han.

Ifølge Peter Brandt døjer langt de fleste eneboere med psykiske problemer – enten i form af en psykisk lidelse eller i form af en psykisk reaktion ovenpå en traumatisk oplevelse.

- Ved de psykiske lidelser er det ofte præget af paranoide tendenser, hvorfor de er menneskesky. Når det handler om psykiske reaktioner kan det f.eks. være i forbindelse med, at man har været i krig.

Det har tidligere været fremme, at mange krigsveteraner lever i naturen, fordi de har svært ved at forholde sig til en almindelig hverdag. Politiet har da også i forbindelse med dobbeltdrabet i Odense arbejdet med teorien om, hvorvidt en traumatiseret dansk krigsveteran kan være indblandet. Den teori har de dog bevæget sig lidt væk fra igen.

- Vi har været i kontakt med Pårørende-foreningen til krigsveteraner, og de kender ikke til nogen eks-soldater, der lever i området. Man kender kun til mellem 10 og 12 veteraner, der lever i skovene, men kun i Jylland og på Sjælland, siger vicepolitiinspektør fra Fyns Politi, Henrik Justesen.

Teorien var ellers oplagt, ikke mindst på grund af den systematiserede måde, drabene er foregået på - ægteparret blev skudt adskillige gange i brystet på cirka fire meters afstand med en maskinpistol, som er et yderst sjældent våben.