En 30-årig brugtvognsforhandler fra Frederikssund blev tirsdag ved retten i Hillerød idømt 30 dages ubetinget fængsel, seks måneders frakendelse af førerretten og bøder for samlet set 2.000 kroner.

Manden var tiltalt for at have bragt flere journalister og fotografers liv og førlighed i fare ved at køre mod dem i høj fart på en adresse på Frejasvej, da han var blevet afsløret som svindler i DR-programmet Bag Facaden.

Forsøgte at ramme DR-medarbejdere

DR havde påvist, at den dømte, sammen med sin bror, havde solgt biler, hvor tallene på kilometertælleren i instrumentbrættet var ændret, så bilen så ud til at have kørt færre kilometer, end det var tilfældet. Da værten, Maria Andersen, skulle konfrontere den nu dømte mand, gik tingene galt.

- Det er tydeligt, at brugtvognsforhandleren bevidst prøver at ramme journalisterne og fotograferne i sin bil, ligesom han bakker bilen tilbage for at kunne ramme tv-vognen igen. sagde Maria Andersen til BT efter episoden.



Alle nåede dog at springe i sikkerhed og ingen kom noget til ved episoden, men i følge DR er dommen meget vigtig rent principielt.

- Det vigtige ved denne afgørelse er, at vores medarbejdere selvfølgelig skal have mulighed for at gøre deres arbejde uden at risikere vold og trusler. Det er helt afgørende for os, og det var også derfor, vi meldte sagen til politiet i sin tid. Nu er der så faldet en dom i sagen og dermed er der sat et foreløbigt punktum, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med, siger DRs dokumentarchef Steen Jensen til bt.dk.

Brugtvognsforhandleren mødte i går ikke op i retten, og han skal nu tage stilling til, om han vil acceptere dommen.