Den 22-årige spritbilist, der lørdag morgen trafikdræbte en 51-årig fodgænger i Kregme i Nordsjælland, havde ikke kørekort. Det var allerede taget fra ham i sommer på grund af tidligere spirituskørsel.

Det kom ifølge eb.dk frem lørdag eftermiddag i retten i Lyngby, hvor den unge spritbilist blev fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for uagtsomt manddrab.

Ifølge politiets foreløbige måling havde den 22-årige gerningsmand en alkoholpromille i blodet på mindst 1,20 efter at have været på druk i Ølsted, da han med sin Toyota Carina pløjede ind i den sagesløse fodgænger i vejsiden i med mindst 70 km/t.

Det skete på en strækning i Kregme, hvor den højeste tilladte hastighed er 40 km/t.

- Jeg stoppede ikke op. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, forklarede den 22-årige i retten ifølge eb.dk. Men han afviste, at det var fordi, han var fuld.

- Hvis jeg ville slippe , var jeg ikke kørt hjem og havde fortalt min mor, hvad der var sket, forklarede han.

Da sønnen fortalte moderen, at han vist nok havde "slået én ihjel", kørte hun hurtigt til ulykkesstedet og slog alarm, da hun fandt den 51-årige liggende død i vejkanten. En halv time senere var sønnen anholdt.

Dommeren besluttede foreløbig at varetægtsfængsle ham til 3. december af hensyn til retshåndhævelsen.