Hjælp og penge strømmer ind til Anja Jensen, 27, der i lørdags mistede begge sine børn Cecilie, 2, og Dennis, 4, ved en brand i familiens lejlighed i Nivåhøjparken i Nordsjælland.

- Vi er helt overvældede og meget taknemmelige, siger Gerhard Westphal, svigerfar til Anjas søster. Han står bag indamlingen på Facebook, hvor 32.000 har meldt sig ind i en støttegruppe.

- Der er kommet over 94.000 kroner ind, og tallet stiger hele tiden. I aftes var der samlet 30.000 ind. Desuden giver folk møbler, siger Gerhard Westphal.

Han fortæller, at en virksomhed har givet 20.500 kr, mens en privatperson har overført 5.000 kr.

Anja Jensen, der i forvejen kommer fra små kår, led det største tab, nogen mor kan lide. Hun mistede sine to børn ved branden, men derudover mistede hun også alle sine ejendele. Hun havde ikke råd til at have en indboforsikring, som hun måtte opsige i april. Og hun er også blevet hjemløs ved branden - for selv om taglejligheden i Nivåhøjparken bliver renoveret, vil Anja Jensen ikke bo i lejligheden, hvor hendes børn døde.

- Hun vil ikke tilbage til den lejlighed, siger Gerhard Westphal.

Anja Jensen bor i øjeblikket hos sin søster, hvor familien prøver at holde modet oppe hos hende og adsprede hendes tanker.

- Hun har det selvfølgelig ikke så godt. Men vi prøver at adsprede hendes tanker lidt, siger Gerhard Westphal, der kan fortælle at der i går blev købt tøj til Anja, så hun kunne blive opmuntret en smule midt i sorgen.