I et grundlovsforhør erkender drabssigtet, at han løsnede et skud. Men det var ikke for at dræbe, siger han.

Den 25-årige mand, som politiet sigter for at have skudt og dræbt en 28-årig mand på Frederiksberg Allé nytårsaftensdag, blev lørdag varetægtsfængslet i 27 dage.

Fængslingen af manden sker af hensyn til politiets efterforskning af drabet og for at forhindre gentagelsestilfælde, oplyser den centrale efterforskningsleder Søren Hansen, Københavns Politi.

Ifølge ekstrabladet.dk nægter den 25-årige sig skyldig i drab. I et grundlovsforhør lørdag i Københavns Dommervagt erkendte han at have affyret ét skud, men han afviste, at han skød for at dræbe.

To andre mænd på 16 og 19 år er sigtet for til medvirken til drab.

De blev løsladt af politiet lørdag eftermiddag efter et såkaldt indenretsligt forhør, hvor de afgav forklaring foran en dommer, uden at anklagemyndigheden krævede dem fængslet.

Den 28-årige blev fredag ved 13-tiden skudt direkte i hovedet på få meters afstand. Han blev indlagt på Rigshospitalet, hvor lægerne ikke kunne redde hans liv. Han døde fredag aften lige efter klokken 20.

Mindst en af de implicerede har relationer til indvandrerbanden Bloodz, der holder til på den københavnske vestegn.

Skudofret befandt sig i en mindre gruppe af mænd, da der blev skudt mod ham. Forinden havde vidner hørt et højlydt skænderi mellem mændene.

Vidner har også forklaret, at der blev affyret tre-fire skud på gaden ud for frisørsalonen Exsalonce.

Politiet kunne lørdag endnu ikke oplyse, om der var tale om et internt bandeopgør, eller hvad der ellers var baggrunden for skudepisoden.

Den 25-årige mand, som politiet mener skød den 28-årige, blev kort efter tip fra nogle vidner anholdt på Vesterbrogade. I umiddelbar nærhed af ham blev det formodede drabsvåben - en 9-mm pistol - fundet i en plastikpose.

De to øvrige sigtede i sagen blev et par timer efter skudepisoden anholdt i en lejlighed i Greve syd for København.

De var ifølge politiet til stede på Frederiksberg Allé, men flygtede i en Opel Vectra, som er blevet fundet i Greve, og som politiet for øjeblikket undersøger for mulige spor.

/ritzau/