Fredag morgen blev en 16-årig elev på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg fundet død på sit værelse.

Pigen, der kommer fra Ørsted på Djursland, begyndte på skolen den 1. august i år. Hun beskrives som en frisk hestepige, der kombinerede et grundforløb på landbrugsskolen kombineret med 10. klasse. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Mandag blev der holdt ligsyn på Regionshospitalet Viborg, og embedslægen besluttede, at den 16-årige efterfølgende skulle obduceres på Retsmedicinsk Institut i Århus tirsdag.

- Der var intet gået forud, der kunne forårsage det pludselige dødsfald. Der er derfor mistanke om, at hun blev ramt af en blodprop, oplyser vicepolitikommissær Ove Jensen, fra Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg.

- Det var et dybt chok for hele skolen og bestemt noget, vi gerne havde været foruden. Jeg har heldigvis aldrig oplevet, at en frisk, ung pige dør så pludseligt, siger landbrugsskolens mangeårige forstander, Keld Mikkelsen til avisen.

Skolens kriseberedskab trådte straks i gang, hvor der var to psykologer til rådighed for eleverne. Den 16-årige pige begraves fredag i sin hjemby.