Den ti-årige pige, der torsdag aften sammen med sin mor, blev mejet ned af en bilist på Frederiksberg, overlever ikke.

Det kom frem under grundlovsforhøret ved Retten på Frederiksberg. Her blev det oplyst, at det er besluttet at slukke for respiratoren i løbet af fredag formiddag.

Ved grundlovsforhøret forklarede anklageren, at pigen er hjernedød som konsekvens af ulykken, og moderen blev informeret af personalet i nat om, at datteren var hårdt kvæstet, men hun ved ikke, at  det er besluttet at slukke for respiratoren.

Dommeren besluttede i retten, at MJ skal varetægtsfængsles til 8.dec efter § 267 stk.1. Dommeren lagde til grund, at MJ vil kunne påvirke kæresten, der var med i bilen, i sagen. Hun havde torsdag aften på ulykkesstedet forklaret, at hun ikke ønskede at sige noget, der kunne være til skade for ham.

Dommeren argumenterede også for varetægtsfængsel, at der er bestyrket mistanke om hash i blodet, fordi MJ selv forklarede, at han havde røget hash 'for et par dage siden'. I følge lovgivningen er der nul-tolerance overfor hash i blodet, og der kan være rester i blodet, selvom det er et par dage siden.

Læs også:

MJ´s kæreste sad på passagersædet i varebilen, og hun har forklaret til politiet torsdag aften, at hun så den ti-årige og moderen i fodgængerfeltet og undrede sig over, at MJ ikke sagtnede farten og bremsede. Hun nåede også at råbe 'pas på' til ham. Men MJ bremsede først, da de forurettede ramte bilen.

Ifølge flere vidner ved grundlovsforhøret kørte MJ stærkt og hasarderet, da han påkørte pigen og moderen.

Læs også:

Anklageren fortalte, at MJ har forklaret til politiet, at han er fuldstændig ødelagt af sagen, og han vil tage livet af sig selv, hvis pigen og moderen dør. Hun forklarede også, at MJ er i dyb chok og græder hele tiden.

Da retsmødet gik i gang fredag middag, oplyste anklageren, at den 25-årige er sigtet for uagtsomt legemesbeskadigelse, fareforvoldelse og for at være så påvirket af euforiserende stoffer, at han ikke kunne føre bil på betryggende vis.

MJ´s forsvarer argumenterer under grundlovsforhøret, at det er en tragisk sag, og han mener ikke, det er bevist, at MJ var påvirket af hash under påkørslen.

Den 25-årige er indlagt på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital.