Verdens bedste køllesvinger Tiger Woods’ massive utroskab over for sin hustru, Elin Nordegren, blev afsløret af den svenske eksmodel ved hjælp af en blanding af mistænksomhed og kvindelist.

Ifølge det amerikanske magasin People udgav Elin Nordegren sig nemlig for at være sin utro mand over for elskerinden Rachel Uchitel.

Mens Tiger Woods sov meget tungt - angiveligt ekstra tungt fordi han havde indtaget stoffet Ambien - tjekkede Elin Nordegren Tigers mobiltelefon og fandt en angiveligt en sms fra Rachel Uchitel, hvor der stod:

- Du er den eneste, jeg har elsket.

Derefter sendte Elin Nordegren en besked fra hans mobiltelefon til Rachel Uchitel.

- Jeg savner dig. Hvornår skal vi ses igen?

Og da den veldrejede frøken Uchitel hurtigt svarede indforstået tilbage, var den forsmåede hustrus mistænksomhed med ét forvandlet til vished.

Elin Nordegren vækkede i et raserianfald sin sovende ægtemand. Der efter have sundet sig og angiveligt kontaktet Uchitel for at advare hende, blev jaget ud af huset af den vrede svensker.

I bare fødder og stadig påvirket af sovemidlet hoppede Tiger ind i bilen, mens konen kom jagtende med en golfkølle, som hun blandt andet nåede at smadre bagruden på hans bil med, mens han desperat forsøgte at køre væk fra sin rasende hustru og familiens pragtvilla i Florida.

Han nåede dog ikke langt væk, for turen sluttede brat, da han hamrede sin luksus-øse ind i en brandhane og et træ og smadrede fronten på bilen.

Siden den famøse tidlige morgenstund den 27. november, hvor Tigers offentlige deroute startede, og golfkarrieren blev sat på stand-by, har der – indtil videre - meldt sig 17 kvinder på banen som hans elskerinder.

Netop nu og de kommende fem uger er Tiger Woods i terapi for sin sex-afhængighed på et rehabiliteringscenter i Mississippi. Her er det meningen, han skal lægge alle kort på bordet over for ikke mindst sin egen forsmåede svenske hustru.

Ifølge People tager Elin Nordegren derefter endeligt stilling til, om hun vil forlange skilsmisse fra Tiger Woods.