Line Baun Danielsen vinder retssag mod ugebladet Se og Hør og dagbladet Ekstra Bladet.

Ugebladet Se og Hør og dagbladet Ekstra Bladet meddelte i dag, at begge dropper deres anke til Højesteret mod Line Baun Danielsen i en sag om krænkelse af privatlivets fred, som de to medier tidligere har tabt ved Landsretten. 

Line Baun Danielsen er glad for sagen endelig er slut.

- Jeg er lettet over, at sagen mod Ekstra Bladet og Se og Hør omsider er slut. Det er en stor sejr for mig og for andre offentlige personer. Landsrettens dom siger nemlig kort og godt, at kendte mennesker også har ret til et privatliv. Og det betyder, at medierne fremover ikke må skrive om meget private forhold, uden at man som kendt, offentlig person har samtykket i omtalen, siger hun.

Line Baun Danielsen anlagde i 2006 sag mod de tre medier Ekstra Bladet, Se og Hør og BT for krænkelse af privatlivets fred. Line Baun Danielsen mente, at de tre blade havde viderebragt oplysninger omkring hendes samlivsforhold, som hun mente var af helt privat karakter og dermed omfattet af straffelovens §264D.

De tre medier havde skrevet, at Line Baun havde købt ny lejlighed alene, og dermed flyttede fra sin daværende mand den tidligere fodboldspiller Jan Bartram.

Det betyder, at Landsrettens dom i sagen fra 11.april 2008 nu er gældende:

Efter den bliver de ansvarshavende redaktører Henrik Qvortrup (Se og Hør) og Bent Falbert (Ekstra Bladet) straffet med hver 20 dagbøder à 500,- kr eller 20 dages fængsel.

Journalisterne John Lautrup, Se og Hør og Helle Kastholm Hansen, Ekstra Bladet straffes med hver 10 dagbøder à 500,- kr eller fængsel i 10 dage.

De dømte skal derudover betale sagsomkostninger og en tort erstatning til Line Baun Danielsen.

Landsretten gav Line Baun Danielsen medhold i, at oplysningerne ikke måtte viderebringes uden hendes samtykke. BT valgte efter Landsrettens dom i 2008 at modtage dommen, mens Se og Hør og Ekstra Bladet ankede sagen til Højesteret.