Når ”Klovn - the Movie” har premiere på torsdag, bliver det formodentlig det sidste, publikum kommer til at høre fra ”klovnene” Casper Christensen og Frank Hvam, vurderer lektor Peter Schepelern.

60 episoder på TV fordelt på seks år, over en million solgte DVDer og nu også ”Klovn – the Movie”, som har biografpremiere på torsdag.

Og så er det nok også slut med ”Klovn”, mener lektor og filmekspert Peter Schepelern fra Film og Medievidenskab på Københavns Universitet. I hvert fald findes der ikke mange tilfælde af det modsatte. Det skriver Berlingske.dk

- Med ”Klovn” står man med et hamrende populært koncept - især blandt yngre mænd - på en TV-serie, og så er det oplagt, at man forsøger at ”cashe in” og få historien fortalt i et andet medie. I og med at filmen er med de samme personer, kommer den til at fremstå som en super-episode af TV-serien. Må man da håbe, for den skal jo helst ikke opleves som to mellemgode episoder, siger Peter Schepelern, der ikke har haft lejlighed til at se smugkigge på filmen før premieren.

Han formoder, at filmen bliver slutningen og punktum for ”Klovn”, som det også blev det for den amerikanske successerie ”Sex and the City”. Her nåede der dog at blive produceret to film, hvor den sidste fik ret dårlige anmeldelser.

At skabe succesrige TV-serier om til film er primært en amerikansk genre, siger Peter Schepelern.

- Typisk tager man udgangspunkt i en gammel, elsket serie og laver en film ud af den kendte historie. Det er f.eks. tilfældet i ”Charlie’s Angels” med bl.a. Cameron Diaz fra 2000 baseret på 70erne TV-serien af samme navn, siger han.

I Danmark kom sidste år ”Winnie & Karina – The Movie”, som var en fortsættelse af TV-serien ”Piger på prøveløsladelse” med Linda P. og Christina Sederqvist.

Og tilbage i 1971 blev ”Huset på Christianshavn” suppleret af filmen ”Ballade på Christianshavn”, som dog ikke betød, at serien stoppede.