TV2s stort anlagte tv-show bliver uden Anni Fønsby i rollen som cowboy

Anni Fønsby blev ringet op af TV2 lørdag formiddag, da hun var i fuld gang med forberedelserne til sit brag af en fødselsdagsfest. Meddelelsen fra TV2 var, at Fønsby alligevel ikke skulle i sadlen i kanalens nye tv-show.

Produktionsholdet bag det nye program, der skulle have brugt Anni Fønsbys ekspertise som trækplaster og ridelærer, havde fået kolde fødder. Og afbuddet skyldes ifølge bt.dk’s oplysninger, at produktionsholdet i fredags foretog et sikkerhedstjek af området i Arizona og vurderede, at det ville være for farligt for den gravide Fønsby at styre heste i området.

- Det passer mig helt fint, for det er en ret presset tid, siger Anni Fønsby til B.T., der tager TV2s afbud med ophøjet ro, lettet over at hun alligevel ikke skal til Arizona.

- Det var noget andet, hvis jeg bare skulle til et stutteri i Ringsted, men det her er en tur til Arizona med tre mellemlandinger, 20 timers rejse, og ni timers tidsforskel, siger hun og oplyser, at hun på et tidligere tidspunkt selv overvejede at springe fra showet.

- Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, havde jeg svært ved at se mig selv som cowboy. Og jeg har lovet sig selv, at passe bedre på under min graviditet denne gang, siger Fønsby.

TV2s afbud stemmer derfor fint overens med Fønsbys egne tanker omkring de risici, en optræden i Arizonas steghede, klipperige landskab kunne bringe med sig. Og derfor må Linda P, Oliver Bjerrehus og de ti andre kendisser, der allerede er taget til USA for at få programmet i kassen, se sig om efter en ny ridelærer.

B.T. talte med Maiken Wexø, chef for TV2 Networks og ansvarlig for programmet for at høre, hvorfor de har afbrudt samarbejdet med Anni Fønsby, kun få dage før Fønsbys planlagte afrejse.

- Vi beklager virkelig meget. Men nogle gange vil virkeligheden noget andet, end det vi vil, lyder det kryptiske svar fra Wexø, der dog siger, at TV2 har trukket stikket på samarbejdet med Fønsby af hensyn til hendes graviditet.

- Produktionselskabet har konkluderet, at terrænet - på grund af vilde dyr og klipper - udgør en risikofaktor. Og den vil de ikke løbe med en, der er gravid, siger Wexø, hvis kollegaer fra TV2 dog allerede i sidste uge, via en pressemeddelse fastslog, at Anni Fønsby ikke selv skulle ride på hesten, på grund af graviditet.

Hvad har ændret sig siden pressemeddelelsen?

- Anni Fønsby skal stadig håndtere hestene, mens hun lærer deltagerne at ride. Hun kan ikke bare stå 50 meter væk. Og heste er jo dyr, og de kan være utilregnelige. Så det kan vi ikke byde en, der er gravid, siger Wexø, der forklarer den nyfundne forsigtighed med frisk information, hun har fået fra produktionsholdet.

- Jeg sætter min lid til, hvad produktionselskabet siger. Jeg har ikke selv været derovre. Men hvis de siger, at det er for farligt for Anni, så tror jeg på det, siger Wexø.

TV2 fastslår, at aflysning af Anni Fønsbys medvirken ikke har noget med Annis rufferisag at gøre. Ifølge amerikanske immigrationsregler kan man ikke komme ind i USA, hvis man er tidligere straffet eller er midt i en straffesag.

- Det har intet med sagen at gøre. Mig bekendt har Anni et visum, så hun kunne sagtens have rejst ind i landet, siger Maiken Wexø.