Sportschef Ulrik Wilbek afviser i kølvandet på TV2s og BTs historie, at han spurgte landsholdet om, hvorvidt landstræner Gudmundsson skulle fyres under OL.

Læs hele historien her:


Kan du bekræfte, at der var et møde efter kampen mod Kroatien, hvor I diskuterede en eventuel fyring af Gudmundsson?
»Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan sige, ligesom jeg har sagt til TV2, at der har været møder, som der altid er. Jeg prøver som leder for hele delegationen at få det bedste ud af tingene i forhold til spillerne og staben. Da vi havde spillet mod Kroatien, stod vi i en risiko for at tabe det hele og ryge helt ud. Derfor blev der snakket om mange ting. Blandt andet også, hvad vi kunne optimere for at gøre det bedre i næste kamp. Det var også tilfældet her. Vi fandt ud af, hvad vi gerne vil ændre. Og det blev så ændret sammen med Gudmundur på en meget positiv måde, og derfra synes, vi at tingene gik rigtig godt. Derfor er vi også lidt overraskede over, at nu når vi har vundet guldmedaljer, at den gode stemning skal ødelægges.«

Som vi kan forstå det, holdt du mødet med de seks rutinerede spillere, Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard, Jesper Nøddesbo, René Toft, Lasse Svan og Niklas Landin?
»Der var nogle spillere, der kom og holdt møde om nogle ting, de gerne ville have ændret.«

Uden Gudmundur?
»Ja, det var det, for det var, hvad de bad om. Så gik Henrik Kronborg (assistent, red.), Claus Hansen (talentchef, red.) og jeg indtil Gudmundur og snakkede med ham om det. Så fik vi klaret det, og så var den egentlig ikke længere.«

Hvad snakkede I om på mødet? Vil du sige det?
»Nej, det vil jeg ikke. Det siger sig selv.«

Du siger, at der ikke var snak om nogen fyring, men ifølge vores oplysninger sagde spillerne nej til at få Gudmundur fyret.
»Nu tror jeg lige, du skal... Der er jo ikke nogen spillere, der har sagt til dig, at der var tale om nogen fyring.«

Det siger jeg heller ikke. Jeg siger bare, at de sagde nej ifølge vores oplysninger.
»Ifølge dine oplysninger hvad så?«

Så har I en snak på det møde, hvorvidt Gudmundur skal fyres eller ej.
»Det tror jeg ikke, at nogen har oplyst om. Hverken spillere eller os. Det er ikke tilfældet. Det bliver jeg bare nødt til at sige.«

Ifølge vores oplysninger spørger du også Niklas Landin dagen efter OL-finalen, om Gudmundur skal fyres.
»Det har jeg også hørt TV2 sige. Jeg må bare sige, at jeg ikke har deltaget i noget møde dagen efter OL-finalen.«

Som vi kan forstå det, så hiver du Landin til side og spørger, om I skal fyre Gudmundur. Derefter snakker han med truppen om det.
»Nej, nej. Nu er vi ude i nogle helt... Der er møder undervejs. Men jeg har ikke deltaget i møder efter OL-finalen.«

Hvordan står Gudmundurs fremtid nu så?
»Jeg har hele tiden prøvet at bakke Gudmundur op. Jeg kan slet ikke forstå, hvad problemet er, fordi jeg har prøvet at bakke ham op, og det gør jeg stadigvæk. Gudmundur har 10 måneder tilbage af sin kontrakt, og det er helt fast. Hvad der så i øvrigt sker, det må vi finde ud af på et senere tidspunkt.«

Hvordan er forholdet mellem jer to?
»Det er vi også blevet spurgt om begge to. Og vi synes begge to, at det er godt.«

Det ville også være overraskende, hvis du sagde andet.
»Nej, men det er godt. Det er virkelig godt. Vi har et supergodt samarbejde, og jeg har meget, meget svært ved at forstå, hvad det er for nogle ting, der er kommet frem her. Der er ikke nogen af os, der har hørt, hvem det er, der fortæller det her. Hvad er det baseret på? Derfor er det lidt overraskende for Gudmundur, mig, staben og også for spillerne, som jeg forstår det på dem, når de har ringet til mig.«

For at slå helt fast, så mener du ikke, at historien ikke har nogen gang på jord?
»Nej, men der har været snakket om meget andet. Det er jo det mit job som leder handler om. Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi har holdt møder, og jeg vil heller ikke lægge skjul på, at vi har prøvet at optimere situationerne hele tiden. Og det var bare for, at vi kunne nå frem til at vinde nogle medaljer.«