Trine Troelsen er skuffet over, at hun ikke længere er fast inventar på kvindelandsholdet i håndbold. 

Hendes navn optræder stadig i kvindelandsholdets bruttotrup på 28 spillere. Men da kvalifikationsturneringen til næste års håndbold-EM i sidste uge blev indledt med vundne kampe over Østrig og Litauen, var Trine Troelsen ikke på landstrænerens hold.

- Det skuffer mig. For selvfølgelig synes jeg, at Jan Pytlick tager fejl ved ikke at bruge mig, siger Trine Troelsen, der i 132 kampe for Danmark har scoret ikke færre end 340 mål.

Trine Troelsen har haft en snak med Jan Pytlick om problematikken.

- Han synes ikke, at jeg er skarp nok, og at jeg i forsvaret dækker 3'er, hvor landsholdet jo er stærkt besat. Det er hans synspunkt, og det vælger jeg ikke at brokke mig over. Men der er bare det, at min spidskompetence i forsvaret ligger på back-positionen, siger Trine Troelsen.

Selvom hun ikke har spillet på landsholdet siden marts måneds Golden League-turnering i Frankrig, har Trine Troelsen ikke opgivet at tilspille sig en landsholdsplads igen.

- Jeg er kun 28 år og føler, min krop har flere sæsoner i sig. Men håndbold er andet end landsholdet. I stedet nyder jeg at spille i FC Midtjylland, siger Trine Troelsen.

Onsdag aften besejrede hun sammen med klubkammeraterne Vejen EH 23-16. Hermed ligger FC Midtjylland på Dame Håndbold Ligaens tredjeplads efter Viborg og Randers.

I weekenden skal Trine Troelsen i aktion igen. Her gælder det udekamp mod sidste års Champions League-vindere fra Buducnost i Montenegro.

- For et par uger siden besejrede vi dem hjemme i Ikast. Men det bliver svært dernede. De er frygtindgydende på hjemmebane, siger Trine Troelsen.