Det kan godt være, at Danmark har vundet samtlige fem kampe ved VM – sejren er dog ikke kommet via bunker af ’lette’ mål.

For det danske landshold er faktisk det, der har fået færrest straffekast af alle hold ved håndboldslutrunden. Det skriver TV 2.

Kun seks styk er det blevet til i de første fire kampe.

Til sammenlign har fredagens sidste gruppespilsmodstander, Qatar, fået flest af alle deltagende VM-lande (sammen med Slovenien): 23 styk.

Danmarks faste straffekastskytte Mikkel Hansen har følgende forklaring på, hvorfor det er blevet til så få straffekast.

»Vores fløje har været dygtige til at sætte deres skud - også under pres. Og så har vi vel ikke reelt haft ret mange indspil til stregen, og meget af vores spil foregår jo egentlig ikke sådan, at vi kommer så meget på ydersiden, hvor der bliver taget så mange tæsk,« siger Mikkel Hansen til TV 2.

Til gengæld ligger Danmark – og altså manden bag alle danske seks straffekastforsøg – helt i top i en anden statistik.

For Mikkel Hansen har scoret på samtlige sine forsøg, og Danmark er dermed eneste nation, der har udnyttet 100 procent af forsøgene.

Til sammenligning har fredagens modstander Qatar kun scoret på 14 af de 23 forsøg.

Tyske Uwe Gensheimer er straffekastopscorer ved VM. Han har scoret 19 mål – selv om Tysklands anfører kort inden slutrunden blev ramt af en stor personlig tragedie.