Mikkel Hansen har sikret sig en guldrandet kontrakt i Paris Handball.

Ifølge Ekstra Bladet kommer Mikkel Hansen til at tjene i omegnen af 7,5 millioner kroner - nok en million euro - om året i sin nye klub Paris Handball.

Dermed har Hansen næsten fordoblet sin løn i AG København, før den danske storklub gik konkurs og fritstillede ham.

Mikkel Hansen underskrev mandag en firårig aftale med Paris Handball, der har fået en gedigen indsprøjtning af sort guld fra den ambitiøse investeringsgruppe Qatar Sports Investment Group. Gruppen er også gået ind i den parisiske fodboldklub Paris Saint-German med dens mange oliepenge.

Indtil nu har de mange penge resulteret i indkøb til håndboldklubben som den islandske stregspiller Robert Gunnarsson, den franske fløjspiller Luc Abalo og den ditto forsvarsklippe Didier Dinart, mens fodboldklubben har hentet verdensstjerner som Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva.

Mikkel Hansen er klar i Paris Handball-trøjen den 14. september, hvor klubben møder Cesson Rennes i den hjemlige franske turnering.