Tvis Holstebro kunne ikke håndtere Skjerns landsholdsprofiler i det vestjyske derby, der aldrig nåede at blive spændende. 34-25 vandt Skjern.

Det bliver ikke større i det håndboldelskende Vestjylland. Opgøret mellem Skjern og Team Tvis Holstebro stinker langt væk af en rivalisering, der tager til i styrke for hver kamp, der spilles - og mødet har nærmest været garant for drama af både den grimme, den håndboldæstetiske og den spændingsmæssige slags.

Det var bare ikke tilfældet onsdag aften.

Hjemmeholdet fra Skjern, der havde vundet 25 af de foregående 39 lokalbrag, var nemlig overlegne på alle positioner, og kampen var reelt set en fuser sammenlignet med tidligere sæsoners dramaer.

Skjern har fået samlet sig landets vel nok mest skudstærke bagkæde bestående af lutter danske landsholdsprofiler - Kasper Søndergaard, Henrik Møllgaard og Nikolaj Markussen. Og især de to sidstnævnte var med deres enorme fysik ustyrlige - selv om Tvis forsøgte at stække dem med et offensivt forsvar.

Markussen scorede i alt syv mål, mens Møllgaard blev noteret for ni scoringer. 

- Vi havde lidt mere at komme med end Tvis, lød det med vestjysk beskedenhed fra nordsjællandske Nikolaj Markussen, da han snakkede med TV 3 Sport efter sit første Skjern-Tvis-derby.

- Det var en rigtig fed oplevelse. Der var god stemning, og resultatet var perfekt. Men jeg kan godt mærke, at jeg er træt nu.

Hjemmeholdet førte med 15-11 ved pausen. Det forspring blev udbygget til 25-16 midtvejs i anden halvleg. Og da kampen var ovre, stod der 34-25 på måltavlen.

Tvis, der kom til Skjern Bank Arena med hovederne højt hævet efter sidste sæsons bronzetriumf, måtte erkende, at holdet var blevet udsat for en magtdemonstration.

- Vi var ikke mentalt klar til at spille denne her kamp, og det er selvfølgelig mit ansvar, sagde Tvis-træner Klavs Bruun Jørgensen til TV3 Sport efter kampen.

Aalborg sejrede til allersidst

I heksekedlen på Mors fik herrerne fra Aalborg Håndbold en travl arbejdsaften. Vicemestrene vandt 23-22 efter en stressende afslutning, der blandt andet bød på et direkte rødt kort til Aalborgs Håvard Tvedten.

GOG rejste sig onsdag aften oven på det overraskende nederlag til Ribe-Esbjerg i forrige runde. Hjemme i Gudme-hulen buldrede sydfynboernes famøse kontra oprykkerne fra Odder ned. 40-25 endte det.

Århus Håndbold tabte efter et sandt drama med 24-25 hjemme til Sønderjyske. 21-årige Torben Petersen, der kom til Århus Håndbold fra Odder i sommer, fulgte op på de imponerende takter fra de to første runder. Venstrebacken høvlede otte scoringer ind, og mon ikke det er et navn, der bliver aktuelt for landsholdet inden for en overskuelig fremtid?

KIF Kolding København og Bjerringbro-Silkeborg tog de forventede sejre over henholdsvis Skanderborg og Lemvig-Thyborøn.