Vel overstået er Halloween - den uhyggelige højtid, hvor man klæder sig ud, som har gjort sit indtog i Danmark importeret fra USA.

Traditionen, der byder på slik-samlende børn, får ofte skylden for at have en bitter eftersmag af skamløs amerikaniseret forbrugerudnyttelse. Kritikerne kan fra næste år skrive endnu tradition på listen, for fra 2020 bliver det tid til at klæde sig ud igen.

I hvert fald hvis man er dimittend fra længere videregående uddannelse. Fra 2020 gør ‘caps and gowns’ - de sorte kjortler og hatte - nemlig sit indtog på det danske marked.

Det meddeler C.L. Seifert, der er det kendte firma bag studenterhuen, som dimittender fra landets gymnasier bærer.

C.L. Seifert skriver på Facebook, at der har været så stor efterspørgsel på ‘caps and gowns’, at de nu:

‘Byder velkommen til en velkendt tradition, der nu vil pryde de danske uddannelsesinstitutioner,’ som de skriver i opslaget.

Er man erklæret kritiker over amerikanisering, kan man måske bryste sig ved, at traditionen historisk set stammer fra Europa.

Den særprægede påklædning kan dateres tilbage til 1100-tallet, hvor de første universiteter tog form.

Her blev klædedragter båret af gejstlige, hvis elever adopterede traditionen sidenhen.

I Danmark holder universiteter dimission for deres afgående studerende, men der er imidlertid ikke tradition for, at universiteter stykker en decideret ceremoni sammen. Det varierer uddannelsesinstitutionerne imellem.

Hvad man kommer til at slippe i kroner og ører for en dragt, melder C.L. Seifert ikke noget om endnu.

I USA ligger prisen dog på omkring klækkelige 146 dollars - knap 1.000 kr. for et kandidatsæt med kjortel og hat.