Milans dissekering af Arsenal markerer et nyfortolket italiensk storhold og et brud med Barcelonas boldbesiddende filosofi.
De første fire Champions League 1/8-finaler har været godt bagt brød til folket. 3,5 mål i snit – fremgang fra 2,25 mål pr. kamp sæsonen før – og to af turneringens forhåndsfavoritter har levet op til forventningerne og sejret uden trukket håndbremse. På hver deres facon.
De forsvarende mestre FC Barcelona tog pusten fra Bayer Leverkusen – tyskerne var ubesejrede på hjemmebane, indtil spanierne kiggede forbi og landede et afgørende 3-1-resultat. Klassiske Barca-dyder med bold og bevægelse.
Ugens tydeligste fortælling blev jublet ud over Milanos hustage fra et begejstret San Siro akkompagneret af sigende tavshed fra de medrejsende Arsenal-fans, der måtte se turen til Norditalien pulveriseret 4-0 af et taktisk snu Milan-mandskab.
I en tid hvor FC Barcelona hyldes for at sejre modstanderne ihjel med et voldsomt flow af afleveringer og boldbesiddelse – Barcelonas modstanderhold har kun bolden i cirka 30 procent af den effektive spilletid – for på den vis at kværne sig til tre point.
AC Milans 4-0-sejr over Arsenal markerer et brud med den tendens. Englænderne havde bolden mest, med afstand flest vellykkede afleveringer - og tabte klart.
Et resultat, som ikke bare bærer ved til bålet i debatten om de engelske holds fortsatte nedtur på den europæiske front, men rummer bevis for, at Milan igen fremstår som en væsentlig aktør efter tre gange i træk at have lidt turneringsdøden allerede i 1/8-finalerne og hver gang for engelsk hånd.
Arsenals manager Arsène Wenger var dagen derpå ikke sen til at udlægge teksten.
- Det var en kamp, hvor vi skulle jagte, og det havde vi svært ved. Det lykkedes slet ikke for os.
Resultatet taler for sig, det er taktiktavlens detaljer, som understreger Milans fornyede styrke og Arsenals deroute.
Milan lukkede effektivt ned for Arsenals højre side og forsyningsvejen til hurtigløberen Theo Walcott – en flanke, som normalt står for mere end en tredjedel af englændernes offensive trafik. Arsene Wenger havde intet modtræk og skiftede kantspilleren ud i pausen og slog over i en klassisk 4-4-2 med indskiftningen af veteran Thierry Henry til at støtte ensomme Robin van Persie i front.
Det træk ændrede på ingen måde slagets gang. Arsenals franske manager stirrede sig blind på de offensive muligheder med bolden på fødderne frem for at dæmme op for Milans våben per excellence og nytolkning af klassiske Catenaccio-dyder.
Italienernes midtbanespil fremstod så konsekvent i det hurtige omstillingsspil efter engelske boldtab, at et ord som brutal ikke er malplaceret. Milan overlod bolden til Arsenal, lod dem trække bredt og slog til ned gennem banens længdeakse i de rum, som naturligt opstod til Zlatan Ibrahimovic.
- Vi var fremragende i spillet uden bold. En perfekt løst kamp målt på det parameter, siger Milans træner Massimiliano Allegri.
En udstilling af den ’sygdom’, som flere engelske hold har døjet med i sæsonens Champions League. En back-kæde uden den fornødne hurtighed til at stå højt oppe på banen.
Sidst år røg Milan ud til Tottenham efter to kampe, hvor de løb direkte ind i den engelske kontra-kniv trods et overtag i boldbesiddelse. Nu har italienerne vendt 180 grader på taktiktavlen, og det har Arsenal måtte bøde for.
