Atalanta fuldendte en stor europæisk aften ved at slå Liverpool ud og avancere til Europa League-semifinalen. Dermed fortsætter det engelske mareridt efter både Arsenal og Manchester City blev knockoutet i Champions League.

Liverpool gav det et helhjertet forsøg og gik med alle stjernerne på banen efter et mirakelcomeback i Bergamo. Men det lykkedes ikke.

Godt nok vandt Liverpool 1-0 over Atalanta. Men da italienerne havde vundet den første kamp på Anfield med overraskende 3-0, så var sejren ikke nok for englænderne til at gå videre i Europa League.

Atalanta er klar til semifinalen med en samlet 3-1-sejr og en stor skalp i klubbens historiebog.

Alexis Mac Allister og Luis Diaz ærgrer sig over den europæiske exit.
Alexis Mac Allister og Luis Diaz ærgrer sig over den europæiske exit. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Liverpool fik ellers den start, som holdet på forhånd havde drømt om.

Efter syv minutter scorede Mohamed Salah til 1-0 på et straffespark, og så skulle man tro, at det kunne antænde et festfyrværkeri af en forestilling.

Men dramaet udeblev, fordi Liverpool ikke fik scoret mål nummer to, der kunne have skabt spænding.

Atalanta forsvarede sig godt med et højt pres, og når Liverpool endelig kom frem til noget, så manglende effektiviteten i front.

Salah vil især græmme sig over den friløber, egypteren ikke udnyttede kort før pausen.

Og i første halvleg havde Liverpool-angriberen Luis Diaz en stor chance for at fordoble føringen, men Atalanta-keeper Juan Musso kom godt ud af sit mål.

Liverpools midtbanespiller Dominik Szoboszlai testede også Musso med en hårdt langskud, men det blev ved det enlige mål i første halvleg.

I anden halvleg skiftede Liverpool-manager Jürgen Klopp fem mand ind for at ændre kampbilledet, men det blev ikke til mere for udeholdet.

Atalanta holdt stort set Liverpool fra chancer i anden halvleg, og italienerne var selv tæt på at udligne.

Det blev dog ikke til flere scoringer i kampen, og dermed sluttede Liverpools europæiske eventyr i Bergamo.