Det var historisk, da Corinne Diacre mandag aften som den første kvinde nogensinde stod i spidsen for et professionelt fodboldhold i enten den bedste eller næstbedste række i en europæisk liga.

Men selvom det tilmed var Diacres 40 års fødselsdag, så kan man godt forstå den tidligere anfører for det franske kvindelandshold, hvis hun ikke har et voldsomt behov for at huske sin debut.

Foto: FRED TANNEAU
Vis mere

Hendes klub Clerrmont Foot tabte nemlig 1-2 til Brest i den næstbedste franske række Ligue 2. Det startede ellers så godt for Diacre og Clermont Foot, der tidligt kom foran 1-0 på Souleymane Sawadogos scoring, men to indkasserede mål i anden halvleg resulterede i et nederlag.

- Det er aldrig rart at tabe, men man skal ikke se bort fra Clermont i denne sæson, sagde Diacre selvtillidsfyldt efter sin debut.

Clermont Foot havde inden ansættelsen af Corinne Diacre sat en anden kvinde i trænersædet, men Helena Costa forlod jobbet allerede inden sin første kamp, hvorefter hun anklagede Clermont for at være 'total amatøragtige' og udvise 'mangel på respekt'.