Lasse Vigen er blevet tilbudt ny kontrakt i Fulham, og selvom han takkede nej til den første, er dialogen i gang.

Der er dansk succes i England – og det er ikke kun i toppen af Premier League. For i bunden af den næstbedste række huserer Lasse Vigen på Fulhams midtbane, og det gør han godt.

Den danske U21-profil er en fast bestanddel af Fulham-midtbanen, og det ønsker London-klubben, at han skal fortsætte med. Derfor er Fulham og Lasse Vigen i dialog om en ny kontrakt. Det første udkast er ifølge BTs oplysninger angiveligt skrottet, da det ikke var godt nok til den 21-årige midtbanespiller.

Men der er ingen tvivl om, at Fulham ønsker at holde interesserede klubber væk fra deres danske stjernefrø, for klubben vil gerne give Vigen en kontrakt på mellem to og tre år.

»Fulham vil gerne forlænge. Lasse har det rigtig godt i klubben, og han er glad for at være der. Begge parter håber på at finde ud af det, og hvis ikke det sker, bliver Lasse også gerne i Fulham kontrakten ud,« siger Lasse Vigens agent, Gulli Tomasson, til BT.

Lasse Vigen har et år tilbage af sin nuværende kontrakt, som blev underskrevet, da danskeren fik sit gennembrud i Championship. Men det kommer altså til at kræve et nyt og forbedret tilbud fra Fulham. Og til sommer vil den endelige afklaring så komme på, hvorvidt Lasse Vigen underskriver en ny aftale med London-klubben.

Dialogen er i gang, og det kan den også snildt, for Fulham har fået kæmpet sig væk fra en truende nedrykning, og er sikker på endnu en sæson i den næstbedste engelske række.