AaB's sportsdirektør jubler over Christian Bassogogs succes med Cameroun ved Africa Cup of Nations.

Aalborg. Når Cameroun søndag aften løber på banen i finalen i Africa Cup of Nations mod Egypten, kan det blive et stort punktum for en fornem turnering for AaB'eren Christian Bassogog.

Den 21-årige angriber har spillet i alle Camerouns kampe ved mesterskaberne indtil videre, og han har scoret en enkelt gang.

Det bringer stor glæde og stolthed hjemme i Nordjylland.

- Det gør os alle sammen enormt stolte og enormt glade, for vi har brugt rigtig mange timer og ressourcer på at støtte Christian i at kunne integrere sig i Danmark.

- Det har rigtig mange mennesker i og udenfor klubben bidraget til, siger AaB-sportsdirektør Allan Gaarde.

Han kalder eventyret om Bassogog, som kom til AaB i sommeren 2015, for en solstrålehistorie.

- Det er en fantastisk historie, at vi er kommet så langt sammen med Christian på så kort tid. Det er noget, der gør det værd at gøre igen.

- Han har været professionel fodboldspiller i halvandet år. I starten havde han ikke kondition til at spille ret meget mere end et kvarter til 20 minutter.

- Han kom næsten fra Camerouns gader og spillede så tre måneder i den tredjebedste række i USA, og pludselig er han på læberne af alle, som følger mesterskaberne, siger Allan Gaarde.

For Cameroun optræder Bassogog primært i højresiden blandt de tre forreste. I AaB har hans slutprodukt som frontangriber manglet.

Sportsdirektøren vil dog ikke erklære sig overrasket over, at Bassogog er blevet en profil ved Afrika-mesterskaberne, efter angriberen ikke ligefrem kan siges at have lagt Superligaen ned.

- Nej, for vi kender Christian og hans kvaliteter. Han har nogle ekstreme færdigheder og gør en forskel for os i Superligaen. Han er enormt hurtig og fysisk stærk, og han har faktisk et godt blik for spillet.

- Det er ikke det samme som at sige, at han altid træffer den rigtige beslutning eller altid laver den rigtige afslutning. Men han har talenterne og kan blive endnu bedre, siger Allan Gaarde.

Ud over at angriberens præstationer bringer glæde og stolthed i det nordjyske, kan hans indsats også ende med at indbringe kolde kontanter.

- Der er masser af forespørgsler - og det er ikke det samme som bud - og pludselig har fodboldverdenen fundet ud af, at Christian Bassogog er en rigtig dygtig spiller.

- Han har været den bedste offensive spiller for Cameroun, og dernede sidder der jo scouts fra de allerstørste klubber i verden. Han er i godt selskab, siger Allan Gaarde.

/ritzau/