Fodboldkarrieren er nødvendigvis ikke færdig for Barcelona-spilleren Eric Abidal.

Eric Abidal fik sidste år nyheden om, at han havde en svulst i leveren, som efterfølgende blev fjernet i en operation. Franskmanden vendte for en kort bemærkning tilbage til fodboldbanen, inden det stod klart, at en levertransplantation var påkrævet for den 32-årige forsvarsspiller.

I april blev en del af hans fætters lever transplanteret, og nu fortæller en af de ansvarlige læger, at han godt kan se Abidal på en fodboldbane igen.

- Det er op til ham. Jeg vil ikke stoppe ham. Tiden vil vise det. Hvis Eric reagerer godt på operationen, er der ingen grund til, at han ikke skulle kunne gøre det, siger Juan Carlos Garcia-Valdecasas ifølge den spanske tv-station TV3.

Men det bliver dog ikke lige foreløbigt, at et comeback kan komme på tale.

- Leveren er et organ, der heler over tre måneder. Abidal skal komme til hægterne lidt efter lidt, men mellem tre måneder og op til et år efter kan patienten være i stand til at leve et normalt liv, lyder meldingen fra lægen, der roser Abidals væremåde.

- Han er altid i højt humør. Han er en meget positiv person, det er en fornøjelse. Han har aldrig klaget over noget som helst.

Abidal har spillet i Barcelona siden 2007, hvor han kom til fra Lyon, og måske kan han fortsætte sin karriere et par år endnu.

Tipsbladet.dk