Meryem Ruacan er en fodboldfan lidt ud over det sædvanlige.

Den tyrkiske kvinde har gennem hele livet været kæmpestor fan af fodboldklubben Besiktas – og det er altså i lang tid, for Meryem Ruacan er senest fyldt 100 år.

Kort efter sin fødselsdag blev den aldrende kvinde dog syg. Og derfor har hun på det seneste fået en stor bekymring.

Meryem Ruacan har været bange for ikke at kunne opleve hjerteklubbens spritnye hjemmebane. Det skriver flere tyrkiske og internationale medier.

For den bliver først indviet d. 11. april, hvor Besiktas skal spille sin første kamp på Vodafone Arena, der dermed vil afløse det knap 70 år gamle Inönu-stadion. Meryem Ruacan har simpelthen været bange for ikke at leve helt midt i april, så hun kunne få oplevelsen af de nye omgivelser med.

Men nu har den tyrkiske storklub trådt til. Besiktas har sørget for, at den aldrende Meryem Ruacan har fået sit ønske om at opleve den nye hjemmebane opfyldt.

Repræsentanter for klubben har fået transporteret kvinden OG sygesengen med ind på det nye stadion, hvor hun altså kunne inspicere faciliteterne før tid.

»Jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at opleve dette,« som Meryem Ruacan sagde ved synet.

Se hendes møde med Vodafone Arena her:

Og bare rolig, kære læser: Også du kan her få lov at få en smagsprøve på, hvordan det nye stadion i Istanbul kommer til at se ud:

Der vil være plads til lige under 42.000 tilskuere på Besiktas’ nye hjemmebane, der i øvrigt allerede kan melde om alt udsolgt til 2016-17-sæsonen.