Stieg Larssons egen familie peger nu på stjernefrøet Carey Mulligan til rollen som Lisbeth Salander i den amerikanske filmatisering af den populære svenske trilogi.

”Mænd der hader kvinder” har netop haft premiere i USA under titlen ”The Girl with the Dragon Tattoo”, men snart begynder amerikanerne deres egen filmatisering med instruktør David Fincher i spidsen.

Og han har nu ladet sig forstå, at Stieg Larssons familie er særdeles opsatte på, at få den kun 24-årige britiske skuespillerinde Carey Mulligan til at spille hackeren Lisbeth Salander.

Producenterne har allerede set 5000 kandidater an til rollen, men nu tyder alt på, at det bliver Mulligan, der skal farve håret sort og trække i læder og nitter. I så fald løber hun med en lønningspose på intet mindre end 10 millioner britiske pund - cirka 86 millioner danske kroner - for at medvirke i alle tre film. Det vil gøre hende til en af de bedst betalte britiske skuespillerinder.

Mulligan selv lægger heller ikke skjul på sin begejstring for projektet.

- Jeg vil elske at lave de film. Det vil jeg ikke lyve om. Jeg vil elske at spille Lisbeth Salander, har hun tidligere sagt.

For Mulligan har for længst tygget sig gennem Stieg Larssons bøger.

- Jeg er besat af de bøger, indrømmer hun.

For få år siden var Mulligan at finde bag en bardisk, men rollen i danske Lone Scherfigs "An Education" har skudt hende op på stjernehimlen over tidens hotteste skuespillere. For rollen i "An Education" løb hun med en Bafta-pris for Bedste Skuespillerinde, og for samme film var hun nomineret til en Oscar tidligere på året.