Det er ikke bare den nye rutsjebane 'Fønix' i Fårup Sommerland, der har fart på. Det har forlystelsesparkens omsætning også.

I årsregnskabet for 2021, som netop er blevet offentliggjort, har Fårup Sommerland en omsætning på 148 millioner kroner, hvilket er det højeste siden åbningen i 1975.

Samtidig er det en stigning på hele 42 procent i forhold til 2020, hvor forlystelsesparken i store dele af sæsonen var lukket ned på grund af corona.

»Vi er tilfredse med udviklingen i forretningen og glæder os samtidig over de investeringer, der er foretaget for at sikre, at Fårup kommer styrket ud af en udfordrende periode,« lyder det fra Ole Mølgaard, der er bestyrelsesformand i Fårup Sommerland.

Sådan så det ud, da Fårup Sommerland slog dørene op til 2022-sæsonen.
Sådan så det ud, da Fårup Sommerland slog dørene op til 2022-sæsonen. Foto: Fårup Sommerland
Vis mere

2021 var ligesom 2020 præget af corona. Men en række restriktioner som mundbind og coronapas gjorde, at forlystelsesparken kunne holde åbent i modsætning til det foregående år.

Det kan også ses på besøgstallet, hvor 608.113 gæster lagde et smut forbi, hvilket er nok til en placering som den tredjebedst besøgte sæson i parkens historie.

»Da vi måtte indlede året med en række coronarestriktioner såsom corona-pas, krav om mundbind og afspritning, stod det hverken i sol, måne eller stjerner, at vi skulle opleve så stor en opbakning fra vores gæster,« siger direktør i parken Niels Jørgen Jensen.

Forlystelsesparkens omsætning endte også i grønt. 18 millioner kroner i overskud står i skærende kontrast til året før, som endte på én million kroner – vel at mærke med røde tal.

2022-sæsonen blev skudt i gang med pomp og pragt i påsken, hvor Fårups største investering nogensinde, rutsjebanen 'Fønix', blev indviet.

Og den nye attraktion giver sammen med afskaffelsen af coronarestriktioner direktøren store forventninger for indeværende år.

»Åbningen af en ny, stor forlystelse kombineret med rekordstor forhåndsinteresse giver alt sammen store forventninger til den kommende sæson, og vi føler nu, at vi er tilbage på rette spor efter nogle udfordrende år,« slutter direktøren.