20 danskere smittet med farlig tarmbakterie. Også i de to seneste tilfælde har folk været i Nordtyskland.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Yderligere to danskere er smittet med den farlige tarmbakterie VTEC. Én af dem er ramt af nyresvigt, som er én af de gener, følgesygdommen HUS kan medføre.

Statens Serum Institut oplyser, at de to smittede har været i Tyskland i midten af maj.

Myndighederne herhjemme har nu kendskab til i alt 20 danske patienter, siden de første tilfælde kom frem for nogle uger siden.

Af de 20 lider otte af HUS. Der er tale om ni kvinder og 11 mænd i alderen fra 23 til 81 år, og ingen af dem har været i livsfare.

Med undtagelse af en enkelt person er alle blevet smittet i forbindelse med en rejse i Nordtyskland.

Imens er myndighederne i Tyskland fortsat på jagt efter kilden til udbruddet.

Bønnespirer fra en økologisk gård i Niedersachsen er under stærk mistanke, og prøver af bønnespirer fra gården analyseres stadig. Men der foreligger intet bevis for mistanken.

Indtil smittekilden findes, opretholder Fødevarestyrelsen sin anbefaling om, at folk bør lade være med at spise rå tomater, agurker og salat fra Nordtyskland.

/ritzau/