Polsk bygningsingeniør fik godt 6.000 kroner om måneden i fire måneder og 20.000 i seks måneder og blev så fyret.

En polsk bygningsingeniør er aflønnet langt under dansk lønniveau for sit arbejde i forbindelse med opførelsen af det spektakulære kraftvarmeværk Energitårnet i Roskilde med ni sjællandske kommuner som bygherre gennem affaldssselskabet KARA/Noveren.

Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Den polske ingeniør, Sebastian Ulfik, var ansat hos den polske entreprenørvirksomhed Budomex, der arbejder som underentreprenør for projektets totalentreprenør NCC.

Han er efter 10 måneders ansættelse nu fyret. Han står frem for at fortælle om vilkårene.

I de første måneder blev han aflønnet efter polsk kontrakt med en løn, der svarer til ca. 6.000 kroner om måneden, siden på dansk funktionærkontrakt til 20.000 kroner.

Tilsvarende arbejde aflønnes normalt med omkring 35.000 kroner afhængig af kvalifikationer, oplyser Ingeniørforeningen.

Den polske ingeniør er gået til 3F, der har opgjort et krav på knap 200.000 kroner alene på grund af lovmæssige forhold, blandt andet brud på funktionærloven.

Hans arbejdsgiver fra Budomex mener ikke, man har brudt dansk lovgivning.

BNB