Medarbejdere på DR2 og DR Nyhederne nedlage fredag arbejdet i protest mod de besparelser, som DR's direktion og bestyrelse præsenterede tidligere på dagen.

Journalisterne på nyhedsprogrammerne Deadline, DR2 Udland og DR Nyheder, der omfatter TV Avisen, DR Update, Radioavisen, DR.DK/Nyheder, besluttede fredag aften at nedlægge arbejdet i protest mod besparelser, som DR's direktion og bestyrelse vedtog fredag.

- Vi erkender og forstår, at DR efter medieforliget er påtvunget besparelser - men med beslutningen om at nedlægge to af tre velfungerende nyhedsudsendelser på DR2 er der desværre langt mellem ord og handling: Vi hører jævnligt, at der skal satses på baggrund, dybde og perspektiv - og det forekommer uigennemtænkt at lukke DR2 Udland og Deadline 17 og slå de to unikke udsendelser sammen til ét umiddelbart ikke sammenhængende og journalistisk fokuseret program, hedder det i en meddelelse fra medarbejderne sent fredag.

Arbejdet blev nedlagt fra kl. 19 fredag, men blev genoptaget ved arbejdstids begyndelse lørdag.