»Vi lærer blot vores børn, hvad der står i biblen.« Sådan siger Jehovas Vidner, efter trossamfundet har udsendt en omdiskuteret tegnefilm, som lærer børn, at homoseksualitet er forkert.

I den to minutter lang animationsfilm 'Én mand - Én kvinde', som Jehovas Vidner bl.a. har lagt på sin danske hjemmeside, kan man høre en mor belære sin lille datter om, at Jehova ikke lukker homoseksuelle ind i paradis.

Filmen, som kunne være produceret af en større amerikansk animationsvirksomhed, er en del af et større undervisningsmateriale med titlen 'Bliv Jehovas Ven', som lærer børn om at blive et godt vidne.

BT har talt med tidligere Jehovas Vidner, som betegner filmen som 'farlig indoktrinering', hvor børn lærer at 'undertrygge deres følelser', og også på BT's Facebook-side vækker videoen harme. Men Jehovas Vidner selv afviser, at man lærer børn at tage afstand fra homoseksuelle.

Hvorfor skal børn lære gennem en tegnefilm, at det er forkert at være homoseksuel?

»Vi siger ikke, at det er forkert. Det bliver heller ikke sagt i filmen. Vi lærer blot vores børn, hvad der står i biblen, og her står, at Gud skabte en mand og en kvinde, og at Gud ikke godtager mænd, som ligger med mænd, i paradiset,« siger talsmand for Jehovas Vidner i Skandinavien Dag Erik Kristoffersen til BT.

Han henviser til, at der i biblen, i Første Korintherbrev, kapitel 6, vers 9 står følgende: »Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd.

Afhoppere og eksperter kalder filmen 'farlig indoktrinering' og mener, at I opfordrer børn til homofobi med filmen. Hvad siger I til den kritik?

»Alle har ret til at mene, hvad de vil. Vi respekterer folks ret til at leve, som de vil, og vi har ingen fordomme over for andre mennesker. Vi tager ikke afstand fra homofile mennesker, det er alene den homoseksuelle handling, som Gud fordømmer.«

Men hvis jeg lever som homoseksuel, så kan jeg ikke være med i Jehovas Vidner, og så er jeg udelukket fra paradis. Er det ikke forkert at lære små børn, at de bliver lukket ude af noget?

»Nej, du kan ikke komme i paradis, hvis du praktiserer handlingen, men der er mange andre bud, som Gud har givet os, som vi skal acceptere, hvis vi vil i paradis. F.eks. at man ikke har sex uden for ægteskabet - dette gælder også sex mellem mand og kvinde.«

Hvorfor skal børn overhovedet undervises i det her på den måde?

»Fordi vi gerne vil give det videre, som vi selv tror på, og det er en fin måde at gøre det på. Vi føler os forpligtede til at lære vores børn, hvad der står i biblen,« siger talsmand Dag Erik Kristoffersen.

Den omtalte video er produceret af Watchtower Bible And Tract Society Of New York, der som producerer materialer som f.eks. Vagttårnet og Vågn op! for organisationen.