Danske sygehuse bruger årligt energi for op mod én milliard kroner. Det er især hospitalerne i Region Hovedstaden, der har store udgifter til energi.

Operationsstuer, lys på gangene og tv-apparater til patienterne sluger masser af strøm på de danske hospitaler. Men faktisk kan hospitalerne spare i alt 140 millioner kroner om året, hvis de bliver bedre til at nedsætte energiforbruget, viser en analyse fra Dansk Sygeplejeråd.

Den samlede energiregning løber årligt op på imod én milliard kroner for de danske hospitaler, men der er stor forskel på regionernes energiudgifter. Region Hovedstaden bruger årligt cirka 350 millioner kroner på energi, mens sygehusene i Region Midtjylland befinder sig i den anden ende af skalaen med et årligt energiforbrug på omkring 170 millioner kroner.

Ifølge Dansk Sygeplejeråds beregninger kan Region Hovedstaden årligt spare 94 millioner kroner på energiudgifter målt i forhold til Region Midtjylland.

Næstformand for Danske Regioner og medlem af regionsrådet i Hovedstaden Benedikte Kiær (K) erkender, at ikke alle regioner har haft lige stor fokus på energibesparelser på sygehuse. Men regionerne er i gang med grønne investeringer og har samtidig lavet en plan, hvor hospitaler kan udveksle erfaringer og lære af hinandens gode energitiltag, siger hun.

Men også C02 udslippet kan skæres væsentligt ned. Det mener sekretariatschef i Elsparefonden Göran Wilke.

- Der er stort potentiale for besparelse af el og dermed CO2 udslip på sygehusene. Med en bedre styring af, hvornår udstyr er tændt og slukket og en konsekvent grøn indkøbspolitik, kan man uden tvivl kunne skære 25 procent af energiforbruget, siger han.

/ritzau/