Siden i går kl. 12 hvor svensk politi i Skåne har lavet grænsekontrol, er cirka 50 personer sendt tilbage til Danmark, oplyser politiet i Skåne.

Omtrent 50 flygtninge og migranter har indløst en returbillet til København, efter de er blevet stoppet af grænsekontrollen på Hyllie Station i Skåne, der er første togstop efter Øresundsbroen.

»Der er tale om cirka 50 personer siden i går kl. 12, som ikke har ønsket at søge asyl i Sverige. De er derfor sendt tilbage til Danmark,« fortæller pressesekretær Lars Förstell ved politiet i Skåne.

Danske myndigheder bliver informeret, når skånsk politi sender de rejsende tilbage over Øresundsbroen. Svensk politi har en kontaktperson i dansk politi, som man ringer til med oplysninger.

Lars Förstell ønsker ikke at uddybe, om denne kontaktperson er forankret ved Københavns Politi eller Rigspolitiet. Han ønsker heller ikke at uddybe, om der bliver lavet løbende opdateringer, hver gang et nyt tog forlader Hyllie med kurs mod København.

Svensk politi har i første omgang fået mandat til at indføre grænsekontrol i 10 dage. Kontrollen kan herefter forlænges med op til seks måneder.

Den svenske grænsekontrol bliver også håndhævet ved færgeoverfarten ved Trelleborg, hvor flygtninge og migranter kommer til via Rostock i Tyskland.