Venstres trafikpolitiske ordfører vil ikke tage stilling til en Kattegatbro, men forventer en grundig vurdering af den fra Infrastrukturkommissionen.

Flere medlemmer af Infrastrukturkommissionen siger, at en Kattegatforbindelse enten vil blive afvist eller i hvert fald ikke tildeles megen opmærksomhed i kommissionens rapport, men så bliver regeringen fælt skuffet, fastslår Venstres trafikpolitiske ordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

- Jeg vil understrege, at vi har en klar forventning om, at kommissionen virkelig overvejer det her spørgsmål grundigt, siger han til Ritzau.

Til gengæld vil regeringen ikke mene noget om selve Kattegatforbindelsen, før rapporten ligger klar i december. Dermed er det uvist, om der overhovedet kan nå at blive afsat penge på finansloven til en forundersøgelse i 2008, som blandt andet Århus' borgmester, Nicolai Wammen (S), ønsker.

/ritzau/